Astrofoto-software for begyndere: hvad du rent faktisk skal starte med

Der findes en helt bestemt måde, folk forlader den her hobby på, og den har intet med himlen at gøre.

De køber et teleskop. De får en første nat med delbilleder i hus. De spørger, hvilken software de skal bruge, og får det korrekte svar, at PixInsight er det bedste. De installerer det, åbner en mappe med FITS-filer, kigger på en brugerflade, der går ud fra, at de allerede ved, hvad en screen transfer function er, og lukker den igen. Tre måneder senere står teleskopet i et skab, og konklusionen er “astrofoto er sværere, end jeg troede”.

Udstyret fejlede ikke noget. Dataene fejlede ikke noget. Softwaren var et korrekt råd givet til den forkerte person.

Det spørgsmål, ingen stiller først

Den sædvanlige indgang er “hvilket program er bedst”. Det spørgsmål har et svar, og svaret er ubrugeligt for en begynder, fordi det bedste program er bedst i hænderne på en, der allerede har brugt måneder på at lære det.

Det brugbare spørgsmål er et andet: hvad kræver det her program, at jeg ved, før det overhovedet giver mig noget som helst?

Al astrofoto-software ligger et sted på den skala, og hvor den ligger, betyder langt mere for dine første seks måneder end nogen forskel i billedkvalitet.

Hvad hvert program kræver af dig

DeepSkyStacker. Gratis, kun til Windows. Kræver, at du indlæser lights, darks, flats og bias hver for sig, vælger en stacking-metode og en kappa-værdi og derefter gør resultatet færdigt et andet sted – for programmet stopper ved integrationen. Det, der kommer ud, ligner et fladt gråt rektangel for enhver, der ikke er advaret, og det trin, der forvandler det til et fotografi, findes ikke i programmet. Rimeligt nok, hvis du allerede kan finde rundt i Photoshop. Forvirrende, hvis du ikke kan.

Siril. Gratis, kører alle steder, virkelig godt, aktivt udviklet. Kræver, at du kender rækkefølgen af operationer og parametrene til hver af dem: hvilken registreringsmetode, hvilken forkastelsesalgoritme, hvor kraftig baggrundsekstraktion, hvor langt du skal strække histogrammet. Programmets scripts automatiserer midterdelen af det for one-shot-farvekameraer, og det er en reel hjælp. Er budgettet din begrænsning, og kan du lide at lære værktøjer at kende, er det her det ærlige råd, og det koster ingenting.

PixInsight. Betalingsprogram og det dybeste værktøj i feltet med god margin. Kræver måneder. Brugerfladen er ældre end moderne konventioner, dokumentationen forudsætter et ordforråd fra signalbehandling, og programmets styrke kommer fra den samme dybde, der gør det langsomt at lære. Alle, der har lært det, siger, at det var det værd, og de taler alle sammen sandt. Det er stadig det forkerte første køb for de fleste, for du kan ikke lære efterbehandling af et billede, du aldrig fik lavet.

AutoStakkert, RegiStax, PIPP, WinJUPOS. Planetarisk. Fire programmer, hver for sig til at gå til, og det er rækkefølgen mellem dem, folk farer vild i – hvilken orden, hvilket mellemformat, hvorfor resultatet er blødt, når hvert enkelt trin så rigtigt ud.

Akastroid. Vi laver det, og det skal du læse det følgende i lyset af. Det kræver en mappe. Hver eneste beslutning på listen ovenfor bliver målt ud fra dine delbilleder i stedet for at blive spurgt om, og bagefter får du vist, hvad der blev besluttet og hvorfor. Gratis med alle funktioner – tre eksporter til at prøve det af.

Hvad “målt i stedet for spurgt om” betyder

Det her er værd at forstå, uanset hvilket program du vælger, for det fortæller dig, hvad de parametre egentlig er.

Næsten ingen af de indstillinger, du bliver bedt om, er et spørgsmål om smag. Hvilken forkastelsesmetode der passer til en stack, er en funktion af, hvor mange delbilleder du har, og hvor meget de varierer – det kan tælles. Hvor hårdt der skal dekonvolveres, afhænger af din målte stjernebredde og dit signal-støj-forhold – det kan måles. Om drizzle hjælper, afhænger af, om dine delbilleder faktisk blev dithered, og det ligger i delbillederne. Hvor sortpunktet hører hjemme, afhænger af, hvor stor en del af billedet der er himmel, hvilket på et bredt felt er omkring 98 % – og den generiske standardværdi er omtrent tre gange for høj, og det er derfor, begynderbilleder så ofte har en grå baggrund.

En erfaren astrofotograf træffer ikke kunstneriske valg på de punkter. Vedkommende skønner målinger med øjet, godt, efter mange års øvelse. Det er den færdighed, du bliver bedt om at tilegne dig, før du får lov til at få et første resultat – og det er værd at vide, at det er en færdighed i at skønne og ikke i at bedømme.

En praktisk rækkefølge at gøre tingene i

1. Få et resultat ud af din første session, et hvilket som helst resultat. Ikke et godt. Et virkeligt et, fra dine egne delbilleder, så sløjfen fra himmel til fotografi bliver lukket én gang. Alt efter det er lettere, fordi du har noget at forbedre i stedet for en gåde at løse.
2. Lær, hvad ét trin gør, ved at ændre det. Stræk histogrammet for langt og se, hvad der sker med baggrunden. Slå gradientfjernelsen fra og se, hvad himlen egentlig lavede. Det går meget hurtigere end at læse om det.
3. Ret din optagelse, ikke din efterbehandling. Næsten alle begynderbilleder er begrænset af delbillederne og ikke af softwaren – fokus, tracking, ingen flats, for korte eksponeringer. Se diagnosticering af dårlige astrofotos og hvad darks, flats og bias egentlig gør.
4. Og hvis du så vil i dybden, så gå ud og lær PixInsight eller Siril ordentligt. På det tidspunkt ved du, hvad operationerne er til for, og indlæringskurven er en kurve i stedet for en mur.

Fejlen er at tage trin fire først.

Hvad du faktisk skal starte med

• Du sidder på en Mac: DeepSkyStacker er ikke en mulighed. Siril eller Akastroid.
• Budgettet er begrænsningen, og du kan lide at lære værktøjer at kende: Siril. Gratis, godt, og fællesskabet omkring det er hjælpsomt.
• Du har et smart teleskop (Seestar, Dwarf, Vespera): noget, der kan læse FITS-mappen direkte uden opsætning. Se Seestar-guiden.
• Tiden er begrænsningen, og du vil have et fotografi i denne uge: Akastroid, eller Sirils scripts, hvis du hellere vil slippe for at betale.
• Du fotograferer planeter: kæden af fire programmer virker og er gratis; ét program, der gør det samme arbejde, er først og fremmest pengene værd på grund af tiden.
• Du er sikker på, at du vil mestre efterbehandling som et håndværk i sig selv: PixInsight, og så accepterer du månederne.

Den ærlige opsummering

Den bedste astrofoto-software for en begynder er den, der giver dig et færdigt billede af dine egne data i den første uge. Ikke fordi hurtige resultater betyder mere end gode, men fordi ingen bliver bedre til noget, de aldrig har gjort færdigt én gang.

Vil du se, hvad arbejdsforløbet egentlig består af, før du vælger noget som helst, så er hvert trin fra rå delbilleder til et færdigt billede skrevet ud her – inklusive hvad hvert trin koster dig at lære.